torsdag den 2. juni 2011

Løgrelish

Jeg havde som sagt købt en ordentlig røvfuld løg. Mildt sagt.

Løgposen. Post-relish.
I går begav jeg mig så ud i at lave en relish. Egentlig tænkte jeg kompot, men så slog jeg ordene op og fandt følgende definition:

Kompot: Lavet på frugt, sødet med sukker. Tilbehør i det søde eller salte køkken.
Relish: Lavet på frugt eller grøntsager med vin, eddike og sukker. Og krydderier. Tilbehør i det salte køkken.

Eftersom det er løg jeg har med at gøre, tænkte jeg: Relish! Jeg forestillede mig at det kunne bruges til sommerens grillmad! Altså på klassiske hotdogs med det hele, i burgere, til alt muligt grillet kød og fisk samt i durumruller, pitabrød og tortillas. Det blev faktisk også ret godt eftersom jeg lidt digtede mig til en opskrift med rigtig mange sennepsfrø. Derfor tror jeg også det vil kunne bruges til indiske retter osv.

Jeg skrællede og hakkede en ordentlig masse løg - måske 4 kg tror jeg. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men når man nu er i gang...


4 kg løg
2 kopper vand
4 spsk gule sennepsfrø
2 spsk fennikelfrø
4 store stjerneanis
1-2 dl æbleeddike
1/2 dl balsamico
150-200 g sukker

Det eneste "svære" ved denne opskrift er at pille løgene og skære dem i grove tern. Det tog mig ca. 30 minutter at få kål på de 4 kg, det synes jeg er en ok mellemtid. Ellers tilsætter man bare resten i sin motherfucker gryde og tænder på fuld skrue. Frem med skeen, nu skal der røres. Jeg rørte til løgene var begyndt at blive bløde og alle ingredienserne var blandet godt. Derefter skruede jeg ned for blusset og lod det småsimre under et spækbræt som låg i 1 times tid. Derefter smagte jeg det til og lod simre lidt yderligere, men man kan sagtens stoppe lige når man synes - det er klart en smagssag hvor udkogt man vil have det.

Jeg sværger  det er en KÆMPE gryde
For at forlænge holdbarheden fordi løgrelish er ikke noget man måske spiser hver dag - som man måske kunne finde på med saft og marmelade - skoldede jeg glassene og skyllede dem med atamon. Jeg er altså ikke for fin til den slags, det er praktisk og dejligt og så længe man bare gør det selv. Låget på og ind i køleren. Vupti! Så er der relish :) Det er altså nemt og glæder mig til at smage resultatet meget snart.


Farven blev ikke så smuk - både Meyers relish (se på meyersdeli.com) og et glas fransk løg confit der står i mit skab er helt brunt - måske fordi de har tilsat karamel og rørsukker og muligvis rødvin og mere balsamico - det kan man også sagtens gøre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar